KONGE AF DANMARK,  Frederik d. 7

KONGE AF DANMARK, Frederik d. 7

Mand 1808 - 1863  (55 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn KONGE AF DANMARK, Frederik d. 7 
    Født 6 okt. 1808  Amalienborg Slot (Sokkelund H., København) Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 15 nov. 1863  Glücksburg, Flensburg, Schleswig-Holstein, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I101200  My Genealogy
    Sidst ændret 17 jan. 2020 

    Far KONGE AF DANMARK, Christian den 8.,   f. 18 sep. 1786, Christiansborg slot, København, Capital Region of Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 20 jan. 1848, Amalienborg slot, København, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 61 år) 
    Mor Caroline Amalie,   f. 1796,   d. 1881  (Alder 85 år) 
    Familie-ID F33507  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 1 AF DANMARK, Vilhelmine,   f. 1808,   d. 1891  (Alder 83 år) 
    Sidst ændret 17 jan. 2020 
    Familie-ID F33506  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 2 AF DANMARK, Vilhelmine,   f. 1808,   d. 1891  (Alder 83 år) 
    Sidst ændret 17 jan. 2020 
    Familie-ID F33545  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie 3 AF DANMARK, Vilhelmine,   f. 1808,   d. 1891  (Alder 83 år) 
    Sidst ændret 17 jan. 2020 
    Familie-ID F33546  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    frederik den 7
    frederik den 7
    C:/Users/Bruger/Documents/GEDCOM TIL TNG/gedcom_Photos/P22565_128_172.jpg
    C:/Users/Bruger/Documents/GEDCOM TIL TNG/gedcom_Photos/P22565_128_172.jpg

  • Notater 

    • Frederik 7. (født 6. oktober 1808 på Amalienborg, død 15. november 1863 på Lyksborg) var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Han var søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og blev den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.


      Han døbtes Frederik Carl Christian,[1] men hans moder kaldte ham aldrig andet end Frits.[2]


      Allerede i 1809 opløstes ægteskabet mellem forældrene på grund af prinsessens utroskab, og den lille prins’ opdragelse blev kun lidet sammenhængende og ensartet. Under faderens ophold i Norge og senere under hans flerårige udenlandsrejse var den overladt i slægtninges og fremmedes Hænder, og selv i de år, hvor han efter faderens andet ægteskab opholdt sig i hans hus, var der fra hjemmets side ingen fast ledelse at spore.[1] Hans grandonkel udnævnte et hold på syv af rigets fremstående professorer til at undervise i henholdsvis dansk, latin, fransk, tysk, religion, historie, geografi, geometri, aritmetik, gymnastik, musik og dans. Resultatet blev, at landets førende sagkundskab snarere formåede at bibringe prinsen en kedsomhed og foragt for ortodoks lærdom end egentlig visdom. Kun gymnastikken kunne tilfredsstille den unge prins’ behov for at bestille noget, og så snart, han kunne få fri for sin skolegang, hengav han sig til de legemlige idrætter, som han til gengæld udviste et stort talent for, samt til samvær med gode venner.[3]


      Første ægteskab[redigér | redigér wikikode]

      ; color: #222222; font-style: normal; clear: left; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 1.4em 1.3em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">th: 222px; text-align: center; background-color: #f8f9fa; border: #c8ccd1 1px solid; padding: 3px;">t-align: left; line-height: 1.4em; border: 0px; padding: 3px;">nt-size: 14px; font-family: sans-serif; white-space: normal; word-spacing: 0px; text-transform: none; font-weight: normal; color: #222222; font-style: normal; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">Hans grandonkel var bekymret for Frederiks uregerlighed, og efter sin konfirmation blev han, kun 17½ år gammel, forlovet med Frederik VI’s yngste datter, prinsesse Vilhelmine Marie. Denne forbindelse skyldtes væsentlig hensynet til det ønskelige i en forening af kongefamiliens to grene, mens det unge pars gensidige tilbøjelighed ikke spillede nogen synderlig rolle ved den.[1] Men rygter om den unge prins udskejelser vedblev at versere i hovedstaden, og brylluppet blev udsat i to år, mens Frederik blev sendt på en dannelsesrejse i Europa. Rejse gik til Schweiz, Frankrig og Italien[4], og det var meningen, at han ved friere studier skulle perfektionere sig i stats- og militærvidenskaberne. Rejsen gav dog i så henseende ikke noget synderligt udbytte.[1] På et punkt fik rejsen dog betydning: Herculanum og Pompeji, hvor man havde afdækket en romersk villa med enestående mosaikker, der var blevet begravet under Vesuvs udbrud, var under udgravning, og prinsen var en af dem, der besøgte udgravningerne for at se de nye opdagelser.[4]


      Ved sin hjemkomst i 1828 fejrede han under stor og almindelig deltagelse fra befolkningens side sit bryllup. Ved brylluppet uropførtes Elverhøi.[5] De forventninger, som knyttede sig til denne forbindelse, skuffedes dog fuldstændig. Ægteskabet blev barnløst, og det unge par harmonerede kun dårlig. Prinsen savnede vel ingenlunde naturlig værdighed og kunne, når han ville, særdeles vel gøre fyldest i de kredse, hvor han hørte hjemme, men hans bredt anlagte, udisciplinerede natur bragte ham snart til at sky hoflivets tvang og etikette og søge alle hånde uregelmæssige glæder i kredse, hvor selskabet ofte var af endog særdeles blandet art. Dette stemte så slet som vel muligt med prinsesse Vilhelmines stilfærdige og korrekte måde at være på, og da prinsen tilmed af og til behandlede hende ret hensynsløst, brast hendes tålmodighed. Hun beklagede sig til kongen, og følgen blev, at denne pludselig 1834 sendte prins Frederik bort i en art forvisning til Jægerspris og senere på togt med et af orlogsskibene til Island. Under denne forvisning udtalte prinsen selv ønsket om skilsmisse, og kongen gik straks ind derpå.[1]


      Prinsen var fra nu af afgjort i unåde, og ved sin tilbagekomst fra Island fik han anvist bolig i Fredericia, hvor han vel blev chef for et infanteriregiment, men i virkeligheden ikke havde nogen selvstændig myndighed og efter kongens ønske stod under stadig opsigt af fæstningens kommandant.[1] Lige så lidt nu som tidligere vænnedes han til arbejde og pligtopfyldelse, men hans naturlige tilbøjelighed til jævnt og ligefremt at færdes med folk af alle samfundsklasser udvikledes yderligere her.[6]


      Medlem af Oldskriftsselskabet[redigér | redigér wikikode]

      hans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">I 1834 blev Frederik samtidig indvalgt som medlem af Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Valget var en formssag. Oldskriftselskabet havde siden sin start haft forbindelse til kongehuset, og Frederiks fader, kronprins Christian, var selskabets præsident. Men følgen var, at Frederik nu fik en levende interesse for arkæologi.[4]


      På Jægerspris fandtes et stort antal gravhøje. I den korte periode inden rejsen til Island nåede prinsen at åbne 20 af dem med hjælp fra soldater og skovarbejdere. Udgravningsteknikken var endnu ikke veludviklet og bestod i at lave søgeskakte ind til højenes midte, hvor gravkammeret og de største genstande formodedes at befinde sig. Udbyttet af disse udgravninger blev bronzesværd, armbånd og ravsmykker, der skulle danne grundlag for prinsens efterhånden store samling af oldsager.[4]


      I 1841 trak Christian 8. sig fra posten som Oldskriftselskabets præsident, og Frederik blev hans oplagte efterfølger. Han påtog sig denne post med iver og undlod siden aldrig, men mindre han var bortrejst i offentlige anliggender, at deltage i og lede selskabets møder.[7]


      En af hans første opgaver som ny præsident var at modtage et nyt medlem, den blot 20 år gamle Jens Jacob Asmussen Worsaae. Worsaae havde som ung med begejstring læst Oldskriftselskabets udgivelser og havde i sin skoletid i Vejle sammen med et par kammerater foretaget udgravninger i omegnens gravhøje, hvor de havde fundet bronzegenstande og lerkar. I 1840 havde Worsaae fået offentliggjort sin første artikel om danske gravhøje. Inspireret af lederen af det vordende nationalmuseum Christian Jürgensen Thomsens treperiodesystem inddelte han gravhøjene i dem fra stenalder, bronzealder og jernalder.[7] Han beskrev de karakteristiske træk for hver af dem og sammensætningen af de fundne genstande. Også beskrivelser af skeletter indgik i fremstillingen. Worsaaes største præstation var imidlertid, at han bragte Thomsens tredeling ud af museet og ud i felten.[8]


      Samme år blev Worsaae imidlertid ramt af problemer. Hans fader, der havde været amtsforvalter i Vejle, døde, og det viste sig, at familien i flere år havde levet af sin formue. Worsaae var uden penge. En onkel tilbød at hjælpe med støtte, hvis han ville færdiggøre sin juridiske uddannelse, men Worsaae afslog. Han havde netop skrevet sin første bog, og for at fortsætte med arkæologien henvendte han sig i første omgang til Thomsen for at få løn for sit arbejde ved dennes museum. Han fik afslag. Worsaae henvendte sig derefter til Christian VIII, som støttede ham først til en rejse til Skåne[8], senere til en rejse til England og endelig ved at oprette en stilling som inspektør for Oldtidsmindesmærker.[9] Da Christian døde i 1848, fortsatte samarbejdet med Frederik VII og i de næste 15 år samarbejdede de to om kongelige udgravninger af oldtidsminder. Frederik skrev selv artikler til Oldskriftselskabets årbøger, og i 1858 udnævnte han Worsaae til direktør for hans private oldsagssamling med embedsbolig på det kongelige slot. Med sin sans for humor udformede Frederik en uniform, som Worsaae skulle bære under udgravningerne, bestående af en æskeformet kasket, høj krave og tætknappet frakke, omtrent så upraktisk som vel muligt ved arkæologiske udgravninger.[10]


      Guvernør på Fyn[redigér | redigér wikikode]

      al; color: #222222; font-style: normal; clear: right; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 0px 1.3em 1.4em; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">width: 222px; text-align: center; background-color: #f8f9fa; border: #c8ccd1 1px solid; padding: 3px;">t; margin-left: 3px; margin-right: 0px;"> t-weight: normal; color: #222222; font-style: normal; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">Da Christian VIII besteg tronen i 1839, foregik der en væsentlig forandring med prinsens stilling. Han blev guvernør  Fyn og kommanderende general i Nørrejylland og Fyn med sæde på Odense Slot og sommerresidens på herregården Frederiksgave (Hagenskov) ved Assens[11], og fra 1841 fik han tillige plads i Geheimestatsrådet. Han beskæftigede sig dog ikke mere end rent overfladisk med de politiske spørgsmål, og heller ikke tog han sig sine administrative og militære pligter synderlig nær. Men han forstod at omgås såvel embedsmændene som befolkningen på en sådan måde, at han personlig vandt manges sympati, og glimtvis kunne han vise et overraskende klart og sikkert blik for praktiske forhold. For ham selv havde forandringen den behagelige følge, at han blev friere stillet og i højere grad kunne hengive sig til sine yndlingsglæder: arkæologiske udgravninger og undersøgelser, sørejser, fiskeri og lignende.[6]


      Andet ægteskab[redigér | redigér wikikode]

      "thumb tleft" style="font-size: 14px; font-family: sans-serif; width: auto; white-space: normal; word-spacing: 0px; text-transform: none; float: left; font-weight: normal; color: #222222; font-style: normal; clear: left; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 1.4em 1.3em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;"> background-color: #f8f9fa; border: #c8ccd1 1px solid; padding: 3px;">
      sp;
      e: normal; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">Hans fader ønskede, at han skulle indgå et nyt fyrsteligt ægteskab, og i 1841 stod hans bryllup med prinsesse Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Dette ægteskab var endnu mindre end det første bygget på gensidig tilbøjelighed, og den unge kronprinsesse var, trods sin gode forstand og mange agtværdige egenskaber, alt andet end egnet til at løse sin vanskelige opgave. Hendes noget stive, formelle væsen og store sensibilitet frastødte kronprinsen, og hun formåede på sin side vanskeligere og vanskeligere at forsone sig med hans mest fremtrædende karakteregenskaber. Under disse forhold trådte jomfru, danserinde og senere modehandlerske Luise Christine Rasmussen, den senere Grevinde Danner[12], med hvem prinsen allerede tidligere havde stået i forbindelse, i stadigere og nærmere forhold til ham, og han lagde så lidt skjul herpå, at han endog over for sin hustru lovpriste hende som sin "skytsengel". Hun besad en overordentlig magt over prinsen og forstod hans inderste ejendommeligheder, både de gode og de slette, som ingen anden. I 1842 følte prinsessen sit helbred svigte, og mistvivlende om længere i sin isolerede stilling at kunne fortsætte kampen mod de vanskeligheder, som omgav hende, rejste hun i 1844 ledsaget af kronprinsen tilbage til sit hjem i Strelitz for ikke mere at gense Danmark. Kronprinsen besøgte hende i de nærmest følgende år 4 gange for at overtale hende til at vende tilbage, men det var forgæves, og i 1846 opløstes ægteskabet.[6]


      Jomfru Rasmussens indflydelse befæstedes nu yderligere, og hun fik endog en tid bolig på Odense Slot. Under de tiltagende nationale og politiske forviklinger var kronprinsen, på grund af sin udpræget danske følelse og sin sympati med befolkningens brede lag, tilbøjelig til at indtage et mere nationalt og konstitutionelt-frisindet standpunkt, end der da kunne vinde tilslutning i regeringskredsene, og skønt han ikke offentlig udtalte sig i denne retning, var hans opfattelse dog ikke ukendt for almenheden og indbragte ham en vis folkegunst. I 1847 indgav han til kongen en af hans barndomsven, daværende stiftamtmand i Odense, C.E. Bardenfleth forfattet forestilling, i hvilken han rådede til at indføre en fælles konstitutionel forfatning for hele monarkiet, men Christian VIII døde, inden de drøftelser angående en forfatningsforandring, til hvilken han, uafhængig af kronprinsen, havde taget initiativet, havde ført til noget resultat.[6]


      Konstitutionel konge[redigér | redigér wikikode]

      ="thumb tleft" style="font-size: 14px; font-family: sans-serif; width: auto; white-space: normal; word-spacing: 0px; text-transform: none; float: left; font-weight: normal; color: #222222; font-style: normal; clear: left; orphans: 2; widows: 2; margin: 0.5em 1.4em 1.3em 0px; letter-spacing: normal; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px; text-decoration-style: initial; text-decoration-color: initial;">; background-color: #f8f9fa; border: #c8ccd1 1px solid; padding: 3px;">