EWALD,  Johannes

EWALD, Johannes

Mand 1743 - 1781  (37 år)

Personlige oplysninger    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn EWALD, Johannes 
    Født 18 nov. 1743  København, Hovedstaden, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 17 mar. 1781  Kbh., Trinitatis Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I65366  My Genealogy
    Sidst ændret 17 jan. 2020 

    Far EWALD, Enevold,   f. 29 aug. 1696, Øster Højst Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 11 nov. 1754, Kbh. Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 58 år) 
    Mor WULF, Marie Mathiasdatter,   f. 23 apr. 1715, Kbh. Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 27 apr. 1791  (Alder 76 år) 
    Gift ca. 1730 
    Familie-ID F20879  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Notater 
    • En af moderns kostgængere, oberstinde Sophie Christiane Eigtwedt, f. Walther, har sat Enevold Ewalds paternitet i tvivl og udpeget som Johannes Ewalds formodentlige far assessor, teaterdirektør, viceborgmester i København Johannes Valeur (1701-71)





      Johannes Ewald


      Biografi



      Vores første poetiske geni Johannes Ewald skabte noget af det mest sublime digtning Danmark overhovedet har. Udover Ewalds drama på vers, kender vi omkring 90 enestående digte fra Ewalds hånd, hvor hovedparten er skrevet i perioden 1767-1775. Digtene er fortrinsvist lejlighedsdigtning som fordeler sig med ca. 20 til kongehuset og ca. 50 til borgerlige og adel. De resterende digte er personlige lejlighedsdigte f.eks. til venners stambøger, klassiske digte - især oder og reflektionslyrik, samt religiøs lyrik - som han primært skrev i slutningen af sit liv.


      Med Ewald indføres for første gang den subjektive digtning i den danske litteratur. Denne digtning, med et centralt digter-jeg, bærer kimen til den senere romantiske digtning, og vi finder således Ewald i spændingsfeltet mellem klassicismen og hvad der senere skulle omfavnes af romantikerne. Denne spænding ses tydeligt i lejlighedsdigtet »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« fra 1772. Digtet er skrevet som et klassisk lejlighedsdigt, men i sidste strofe nedbrydes distancen, hvormed hele digtet og genren brydes på grund af subjektiviteten. Digtet handler ikke længere om Arnbachs fortræffenligheder i levende live, men pludselig om digterens sorg og digtets utilstrækkelighed: "Men ak! - men Angst har qvalt min Aand! - / Død er Han - død ... dog vil jeg ikke græde - [...] / Og Harpen falder af den svage Haand! -". Netop denne "svage Haand" bidrog til at gøre Ewald unik.


      Ewalds vel nok mest kendte digt er »Rungsteds Lyksaligheder. En Ode.« fra 1775. Det klassiske ideallandskab vi kender fra Virgil og Horats subjektiveres, og digtet munder i et spørgsmål om de klassiske former og temaers gyldighed. Ideallandskabet bliver hans drøm, og ikke et klassisk retorisk landskab.


      I dette antydes mødet med det ophøjede sublime hvor Ewald henter sin inspiration fra det måske vigtigste digt i slutningen af 1700-tallet, Edward Youngs melankolske The Complaints, or Night Thoughts of Life, Death and Immortality (1742-1745). Endnu tydeligere er inspirationen fra Young i Ewalds digt »Natte-Tanker«, som er et selvportræt af en genial digter. Digteren ophøjes til han omspænder hele kosmos.


      Ewald bidrager således med digteriske værker som ikke falder indenfor den klassiske regelæstetiks grænser. Hvor kunstneren tidligere blot var en håndværker som nøje fulgte nogle fra antikken fastlagte regler eller hvad der var god fransk smag, fødes med Ewald det subjektive og individuelt ophøjede digteriske udtryk. Med Ewald fødtes geniet i dansk digtning.


      Historiske begivenheder



      1743 Johannes Ewald født.



      1766 Ewald: Sørgesange.



      1769 Ewald: Adam og Ewa eller Den ulykkelige Prøve.



      1770 Ewald: Philet.



      1771 Ewald: Hedningernes Frelse.



      1772 Ewald: Harlequin Patriot.



      1779 Ewald: Fiskerne.



      1780 Ewald: Fortale til Læseren.



      1781 Johannes Ewald død.







      Johannes Ewald, född 18 november 1743 i Köpenhamn, död 17 mars 1781, var en dansk poet och psalmförfattare. Några av hans psalmer finns i danska Psalmebog 1912. Johannes Ewald ble bare 37 år gammel, men nådde i sitt korte liv å skrive ikke mindre enn 90 dikt. Men hans forfatterskap rommer langt mer enn disse diktene. Overordnet kan det oppdeles i to deler: Det offisielle (diktene og dramaene), som alle ble gitt ut i samtiden, og prosatekstene, som først kom ut etter Ewalds død. Blant disse finner man blant annet «Levnet og Meeninger», som i dag anses for å være hans hovedverk. For de fleste dansker er kongesangen «Kong Christian stod ved højen mast» det de kjenner best til av Ewalds forfatterskap


      Han var dotterson till Marie Wulf; hans far, Enevold Ewald, var präst vid "vajsenhuset" i Köpenhamn och sände honom strax före sin död 1754 att gå i skola hos rektor Licht i Slesvig, och Ewald fick bo i dennes hem till 1758, då han började på Köpenhamns universitet. Under skoltiden läste han mycket på egen hand, bland annat isländska sagor, "Tom Jones" och "Robinson Crusoe". Crusoe stimulerade hans reslust så att han gjorde ett rymningsförsök. Ewald saknade under denna tid fullkomligt en äldres ledning och uppfostran.


      Någon tid efter att han blivit student blev han så djupt förälskad i Arendse Hulegaard att han bestämde sig för att förtjäna hennes hand genom att bli "dygdig" och "stor". Ewalds mor gifte om sig med Arendses farbror, vilket gav Ewald tillfälle att ofta träffa Arendse. För att snarast möjligt kunna sätta bo med sin älskade, om vars genkärlek han hade grundade förhoppningar, beslöt Ewald att hemligen lämna Danmark och i främmande krigstjänst vinna utmärkelse och rang. Denna gång (1759) blev flykten allvar: han tog värvning i den preussiska armén. Till följd av sin spenslighet blev han inte husar, såsom han önskat, utan infanterist. Missnöjd rymde han till österrikarna, blev trumslagare och kort därefter underofficer, tills hans anhöriga lyckades få reda på hans vistelseort och försökte friköpa honom. Då detta vägrades, rymde han från österrikarna. Vid sin hemkomst (1760) ägnade han sig med en sådan iver åt studier, att han redan 1762 kunde ta teologisk ämbetsexamen med de högsta betygen.


      Sin älskade miste han dock snart, för hon gifte sig med en affärsman. Själv påstod Ewald alltid att förlusten av henne var källan till alla hans senare olyckor och till den melankoli, som blev hans grundstämning.

      Författarskap [redigera]



      Han började nu sin författarverksamhet med en allegorisk berättelse, Lykkens tempel, som "Selskabet til de skjönne videnskabers forfremmelse" upptog bland sina skrifter (1764). Hans nästa försök var det bibliska dramat Adamiaden (1765), som föranleddes av en uppgift i en pristävling, men underkändes som bristfälligt, om än levande. Han tog då tillbaka sitt arbete med förklaringen att om han inte kunde bli Danmarks bäste skald, ville han inte vara den näst bäste, och på samma gång beslöt han att under två år inte skriva vers, utan genom läsning utbilda sin ande. Det var de franska klassikerna (i synnerhet Pierre Corneille), Friedrich Gottlieb Klopstock (som han kände personligen), Roms skalder samt tyska översättningar av Shakespeare och Ossian, som han framför allt studerade. Under denna tid skrev han endast en kantat vid Fredrik V:s död (1766). Denna dikt gjorde honom med ens känd över hela landet. Slutligen satte han igång att omarbeta Adamiaden, Adam og Eva (1769), som är Ewalds omfångsrikaste religiösa dikt.


      Genom Klopstock hade hans uppmärksamhet riktats mot arvet från den nordiska forntiden, som man dock hade mycket lite kunskap om. Ewald studerade Saxo Grammaticus och hämtade från honom ämnet till Rolf Krage (1769), den första danska historiska tragedin, skriven på prosa efter Klopstocks mönster. Vid denna tid angreps Ewald svårt av gikt. Sjukdomen förvärrades snabbt och han var under flera år bunden vid sängen. Ewald arbetade nu till stor del för teatern, skrev satiren De brutale klappere (1771), med anspelningar på tidsförhållanden, lustspelet Harlequin patriot (1772), som hade en politisk syftning, men aldrig uppfördes, och Pebersvendene (1773), en komedi i Ludvig Holbergs stil.


      Egentligen var det endast ett fåtal, som uppskattat hans diktning, men så småningom tillväxte antalet av hans beundrare; särskilt Det danske literaturselskab, som stiftats 1775, gav Ewald stöd och uppmuntran. 1777 flyttades Ewald tillbaka till huvudstaden och kom i god vård. Där upplevde han att Balders död med framgång uppfördes på kungliga teatern (1778), och där skrev han den dramatiska idyllen Fiskerne, liksom Balders död med åtskilliga sånger, bland annat Liden Gunver, som är det första lyckade försöket att åter anslå folkvisans ton, samt den välkända Kong Kristian stod ved hojen mast, som snart blev folksång. Med musik av Hartmann den äldre uppfördes Fiskerne 1779 med stort bifall. När Ewald 1780 beslutade att ge ut sina samlade skrifter, tecknade sig en stor mängd abonnenter. Hans ställning förbättrades nu, men hans kraft var uttömd. Han fullbordade en avhandling om allmogens upplysning samt påbörjade ett Hamlet-drama. Företalet till hans skrifter, ett mästerstycke av dansk prosa, var hans sista större arbete. Av sin mor inackorderades Ewald därpå i Rungsted, halvvägs mellan Köpenhamn och Helsingör, vid Sundet (våren 1773- hösten 1775), där han fick god vård och fullbordade flera fina lyriska dikter, bland annat Rungsteds lyksaligheder (1773) och det heroiska sångspelet Balders död (1775), som införde blankversen i Danmarks dramatik. Trots att Ewald endast här och där lyckades träffa den nordiska tonen, som oftast förtogs av ett deklamatoriskt uttryckssätt, har detta drama betydelse som utgångspunkt för 1800-talets renässans, särskilt Öhlenschläger, och flera av de där inlagda sångstyckena är mycket vackra. Ewalds ofullbordade självbiografi, Johannes Ewalds levnet og meninger har dåtidens bästa danska prosastil.


      1775 flyttades han till Söbäkshus, vid Helsingör, där han under ständigt växande sjuklighet tillbringade de två sorgligaste åren av sin levnad.


      Psalmer [redigera]



      Han dog 17 mars 1781, av alkoholism och gikt. Några få nätter tidigare hade han skrivit Udrust dig, helt fra Golgatha!, som är upptagen i den danska Psalmebog 1912 som nummer 646 och till en egen melodi. Texten lyder:


      Udrust dig, Helt fra Golgatha,


      Løft højt dit røde Skjold,


      Thi Synd og Død, du ser det, ja,


      Angribe mig med Vold!



      Løft højt dit Glavind i din Harm


      Mod dem, som trodse dig,


      Nedstyrt dem med en vældig Arm


      Fra Lyset og fra mig!



      Da skal jeg, sikker ved din Haand,


      Ej frygte Døden mer,


      Og glad ser da min frelste Aand


      Paa sit nedbrudte Ler.



      1879 restes en gemensam minnesvård åt Ewald och Wessel.



      Sitt förnämsta uttryck fick Ewalds rika anlag i lyriken (Ode til själen, Ode til min Moltke med flera), där han både i stil och stämning lyfter den världsliga konstdiktningen till en för den tiden enastående storhet.


      På svensk poesi utövade han inflytande under slutet av 1700-talet (Kellgren, Lidner).



      Ewald, Johannes, 1743-81, Digter.


      Han var Søn af Waisenhuspræsten Enevold E. (s. foran) og født i Kjøbenhavn 18. Nov.


      1743. Saa længe Faderen levede, undervistes han i Hjemmet,


      Waisenhusets Gaard paa Nytorv, sammen med sin 3 Aar ældre


      Broder Matthias og havde i den Tid forskjellige Lærere. Af hvad


      han selv lejlighedsvis fortæller, fremgaar det, at han havde en


      levende Fantasi, og at denne tidlig udvikledes, først ved Børneæventyr,


      senere ved Læsning om Oldtidens Helte i Grækenland og


      Rom og af Kirkens og Missionens Historie; men det er vanskeligt


      at følge ham i den Opfattelse, at hans Forældre og Lærere


      forsyndede sig ved saaledes at nære hans Indbildningskraft og varme


      Følelse for det ualmindelige og det menneskelig store. Da Faderen


      med sit aldeles nedbrudte Helbred vel maatte forudse sin nære


      Død, medens Sønnerne nu efter deres Alder skulde sendes i en


      offentlig Skole, blev der truffet Bestemmelse om, at den ældste


      skulde til Roskilde, medens den mere begavede J. sendtes til


      Slesvig, hvor Faderen havde Slægtninger, rimeligvis for at faa en fyldigere tysk Opdragelse; han skulde i Huset hos Rektoren, Licht,


      en bekjendt udmærket Lærer. Overfarten foregik selvfølgelig med


      Skipper og var altsaa afhængig af dennes Afrejse, og det var


      derfor tilfældigt, at denne netop kom til at foregaa faa Timer før


      Faderens Død, Dagen før Drengen fyldte sit 11. Aar.



      Opholdet i Slesvig varede i henved 4 Aar, i hvilken Tid han


      tilegnede sig de almindelige Skolekundskaber, ligesom han opnaaede


      en vis Færdighed i at skrive latinske og tyske Vers. Uden for


      Skoletiden havde han Adgang til Rektorens temmelig betydelige


      Bogsamling, i hvilken han bl. a. fandt en Samling nordiske Heltesagaer;


      Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk, og søgte at


      paavirke sine Elever til at lære og dyrke Sproget, hvis Nytte og


      Skjønhed han fremhævede for dem. Hvad E. i øvrigt fortæller


      om sit Ophold i Slesvig, tyder paa en stadig Udvikling af hans


      medfødte poetiske og æventyrlige Sans, medens han endnu var


      uimodtagelig for selve Digtningens Skjønhed. Saaledes løb han


      bort efter at have læst Robinson for over Holland, paa Vejen til


      Indien, at strande paa en øde Ø, og Rektoren indhentede ham


      først 4 Mil fra Byen. Ligeledes drev han med den største Lidenskab


      Krigslegen som en Efterligning af den samtidige Syvaarskrig


      i Tyskland, og han var stærkt optagen af gjentagne Forelskelser.


      Derimod kjedede Oldtidens Digtere ham til Trods for Lærernes


      Bestræbelser for at aabne hans Sans for deres Skjønheder. «Jeg


      havde tvende (Lærere)», siger han, «og de vare begge for brave


      Mænd, de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de


      enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig


      Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være


      kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Sjæl da var


      alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller


      Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte


      efter.»



      I Sommeren 1758, i sit 15. Aar, kom E. tilbage til Kjøbenhavn


      og tog med Ære sin Studenterexamen. Han kom i Pensionat hos


      den formuende Hørkræmmer (islandsk Kjøbmand) og Overformynder


      Peder Hulegaard, der et halvt Aar efter ægtede hans Moder, som


      boede i samme Hus, det sydlige Hjørnested ved Kultorvet og


      Frederiksborggade. Samme Efteraar var det, han gjorde Bekjendtskab


      med den jævnaldrende Arense Hulegaard og ved deres første Møde


      blev fuldstændig betagen af hendes Skjønhed og Ynde. Hun var


      Datter af Overformynderens afdøde Broder Oluf H., og hendes Stiffader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk Kjøbmand og Ejer


      af Gislingegaard og Gods. E. kom i et tilfældigt Ærende op til


      Familien, der boede paa Vestergade; men næppe havde han set


      og talt med Arense, før han følte sig greben af den heftigste


      Forelskelse; han tabte Sans og Tanke for alt andet og var som ude


      af sig selv. Som i en Drøm naaede han hjem, fast bestemt paa at


      vinde denne Pige og saa ikke begjære andet eller mere af


      jordisk Lyksalighed; han var pludselig vaagnet til en ny Bevidsthed


      og et selvstændigt Liv. Hans første Plan var nu i en Fart at


      fuldende sit theologiske Studium; men medens den nærmeste Tid snart


      bragte ham Vished for, at Arense delte hans Følelser, blev det


      ham tillige klart, at han havde farlige Medbejlere i Mænd, hvis


      Alder stod i et rimeligere Forhold til Arenses end hans 15 Aar.


      Han fik da den Indskydelse at forkorte Vejen til en selvstændig


      og anset Stilling i Samfundet ved at gaa i udenlandsk Krigstjeneste,


      og da han kunde være sikker paa, at hverken hans Moder eller


      hendes Mand, der med stor Omhu tog sig af Stifsønnerne, vilde


      billige en saadan Plan, løb han sin Vej efter at have forsynet sig


      rigelig med Rejsepenge af Faderens Beholdning. Broderen, som


      var fulgt med og vel endogsaa var den, som fra først af havde


      tilskyndet til Flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev


      hjem fra Hamborg, hvorefter han hentedes tilbage; men J. lod sig


      hverve til preussisk Husar og fortsatte sin Rejse syd paa med en


      Skipper ad Elben. Det var i Foraaret 1759; han tjente nogen Tid


      som menig Infanterist i den preussiske Hær, men løb derpaa over


      til Østerrigerne, da han følte sig bedragen ved ikke at være bleven


      Husar. Efter halvandet Aars Soldaterliv kom han tilbage til sit


      Hjem, grundig kureret for sine Drømme om en æventyrlig Lykke,


      men vistnok tillige svækket ved de unaturlige Strabadser, som hans


      uudviklede og fintbyggede Legem havde været udsat for; den


      forfærdelige Gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i Forbindelse


      med Udskejelser hidførte hans tidlige Død, antoges at stamme fra


      denne Tid.



      Efter sin Tilbagekomst tilendebragte E. i forholdsvis kort Tid


      sit Embedsstudium; i Sommeren 1762 blev han theologisk Kandidat


      med bedste Karakter, han blev forlovet med Arense og fik Fribolig


      med Stipendium paa Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have


      været hans Plan at søge en videregaaende videnskabelig Uddannelse,


      snarest til en Lærervirksomhed ved Universitetet. Saaledes kom han


      ogsaa til at kappes med jævnaldrende Venner i lettere litteræreSysler, uden at egentlig digterisk Virksomhed fra først af synes at


      være kommen ham i Tanke. Han skrev en Afhandling om en


      guddommelig Forløsers Nødvendighed og et allegorisk Stykke:


      «Lykkens Tempel», begge i Stil med de Æmner og Former, som


      Jens Schelderup Sneedorf havde indført i sin «Patriotiske Tilskuer».


      Han blev personlig bekjendt med denne udmærkede Forfatter, som


      opmuntrede og vejledede ham, men til stort Tab for Litteraturen


      og særlig for E. alt døde et Par Aar efter (1764). Samtidig løstes


      Forholdet til Arense, hvorefter hun ægtede en anden (Hørkræmmer


      Rasmus Riber), et Brud, som bragte E. til helt at opgive sine


      tidligere Planer for det borgerlige Liv; han besluttede nu, siger han,


      «at slentre Livet igjennem».



      Naar E. senere var tilbøjelig til at henføre sit Livs Ulykker


      til Tabet af Arense, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en


      Forvexling af Grund og Følge. Han tabte i Virkeligheden sin


      Ungdomselskede, fordi hans Sind af Naturen var ustadigt og hans


      Vilje svag, og det var de samme Fejl, som, yderligere udviklede,


      paaførte ham hans andre Ulykker. Efter at have anstrængt sig til


      det yderste i et Par Aar med sine Studier synes han at være


      falden til Ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse Sysler, medens


      han tillige sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt


      Ungdomsliv i Selskab med ligesindede Venner, gode Hoveder og gode


      Kammerater, men farlige for et Menneske med hans lidenskabelige


      Temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske Begavelse


      begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gjærende


      Ideer og smertelige Stemninger, kan det ikke forundre, at Følelsen


      for Arense traadte i Baggrunden, ligesom det paa den anden Side


      var naturligt, at hun, der, som han siger, var «en dejlig, en fin og


      skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense», under disse


      Omstændigheder brød Forholdet til den umandige Bejler, der ikke forstod


      at skjønne paa hendes Værd. Saaledes som det kom, blev Bruddet


      dog snarest en Befrielse for Digteren, der nu kunde hengive sig til


      sit Kald uden noget ydre trykkende Baand eller nogen borgerlig


      Forpligtelse, om det end tillige gav Anledning til, at han mere


      uforbeholdent hengav sig til sine Udskejelser. Først senere, da


      Arenses Ægteskab blev ulykkeligt og hans egen Skæbne saa haard,


      vaagnede den første Ungdoms rige Følelse paa ny og sønderrev


      hans Hjærte med Anger og Sorg. Arense glemte heller ikke ham,


      og skjønt hun senere omtalte ham med Bitterhed, slap hun ham dog aldrig af Syne og var blandt de Venner, paa hvis Hjælp han


      altid kunde gjøre Regning.



      Den første Opgave, som E. herefter gav sig i Lag med, var


      et Læredigt om Guds Godhed, knyttet til Historien om Skabelsen,


      Syndefaldet og Forjættelsen. Det blev i det følgende Foraar (1765)


      indleveret til de skjønne Videnskabers Selskab, der dog forkastede det,


      hvorefter han lovede sig selv i 2 Aar at studere Digtekunsten saa


      grundig, at han kunde blive Danmarks første Digter. Han henvendte


      nu sin Opmærksomhed dels paa det klassiske Skuespil i Frankrig


      og den antike Digtning, dels paa Klopstock og hans store Heltedigt


      «Messias». Først senere lærte han Wielands prosaiske Oversættelse


      af Shakspeare at kjende; men den forfejlede da heller


      ikke sin Virkning paa ham. Han tog nu sin «Adam og Eva»


      frem igjen, omarbejdede den i fransk-dramatisk Form og udgav den


      i Aaret 1769 som sit første og omfangsrigeste Digterværk. Det


      modtoges med levende Anerkjendelse og stillede ham uimodsagt paa


      den Plads, han havde villet kæmpe for, paa Toppen af det danske


      Parnas. «Adam og Eva» er dog til Trods for den rige og sublime


      Poesi, der er nedlagt i det, mere en Hyldest til Fortiden end et


      Løfte om en ny Fremtid. Det er Digterens Barndoms Verden,


      hans Faders inderlige Fortrolighed med og veltalende Forkyndelse


      af Kristendommens Livsanskuelse, der finder sit storslaaede Udtryk


      i dette Drama, som hos os kun har sin Tilknytning i den lutherske


      Salmedigtning hos Kingo og Brorson, den eneste alvorlige Digtning


      af noget Værd siden Middelalderen. Først derefter bliver E.


      selvstændig skabende, med et fuldt personligt Indhold i sin Gjerning.



      Forberedelserne hertil gaa gjennem en ny Række Studier og


      Øvelser, saa vel som gjennem nye Tilskikkelser og Fejl. Efter at


      være kommen i Forbindelse med den tyske litterære Koloni, Klopstock,


      Cramer osv., og efter at have lært Engelsk for at kunne


      læse Shakspeare og Ossian i Grundsproget gjorde han sit første


      Forsøg i nordisk Digtning, Sørgespillet «Rolf Krage», efter Saxes


      Fortælling. Den prosaiske Dialog, som var stærkt paavirket af


      Klopstock og Ossian, gjorde dog kun ringe Virkning, og Stykket


      har sin største Betydning i Litteraturen som et første Forsøg paa


      at benytte Oldtidssagnene i moderne Digtning. Som saadant


      vedblev E. bestandig selv at sætte særlig Pris paa det, og det blev


      udgivet (1770) af en Kreds af Mænd af alle Samfundsklasser og fra


      alle Landets Egne; saa store Forventninger knyttedes der alt nu til


      E.s Foretagender. Umiddelbart efter fattede hans tyske Velyndere den Plan paa offentlig Bekostning at faa ham sendt til Skotland og


      de højnordiske Øer for at indsamle Folkesange i Ossians Smag, og


      han forberedte sig ivrig dertil, da Bernstorffs Fald (Sept. 1770)


      spredte den hele Kreds og standsede alle Regeringens Foranstaltninger


      til Litteraturens Fremme. Samtidig hermed blev Digterens


      Helbred mere og mere nedbrudt, og de Skuffelser, han led, bragte


      ham til for en Tid helt at opgive enhver Modstand mod sine


      Lidenskaber. Gigtsygdommen plagede ham, som det ses af Breve, alt i


      Foraaret 1769; senere i Aarets Løb forværredes den, medens han


      arbejdede paa «Rolf Krage», og i det følgende Foraar laa han paa


      Frederiks Hospital. Selv her kunde han ikke give Afkald paa sit


      uregelmæssige Liv, og han kom saaledes til en Gang, da han havde


      forladt Hospitalet, at tilbringe en Nat paa Gaden. Lægen forbød


      ham at drikke Punch og anbefalede The; men saa drak han Punch


      af en Thepotte. Efter at være udskreven fra Hospitalet sendte


      Moderen ham paa Landet; han kom til at bo paa Rygaard ved


      Lyngbyvejen hos en god Bekjendt, Torkil Baden, Godsforvalter


      paa Bernstorffs Gods. Han omtales fra den Tid som ligefrem


      forfalden til Drik, ligesom han ofte var sengeliggende; men da man


      den Gang endnu nærede Planer om at sende ham paa Rejser, maa


      han dog have forstaaet at bevare i det mindste det ydre Skin.


      Der fortælles i øvrigt, at han var saa uheldig at blive kastet af en


      Hest og i Faldet at faa et Stød i Siden, som blev Anledning til


      Sygdommens senere kroniske Karakter. Fra denne Tid lod han sig


      helt glide ned i «Pølen», ubekymret om Folks Snak og kun svagt


      holdt oppe af sin Moders og sine Venners Advarsler.



      Efter Tilendebringelsen af sine større dramatiske Digtninger


      havde han selv følt Mangelen af virkelig Menneskekundskab,


      psykologiske Iagttagelser. Han havde da begyndt at gjøre Optegnelser


      i den Retning, i rigtig Erkjendelse af, at han kun saaledes kunde


      naa frem til indholdsrige Virkelighedsskildringer. Efter Sneedorfs


      Exempel holdt han sig dog i sine Studier til de mindst sammensatte


      Typer, Børn og Almuesfolk fra Land og By. Han søgte


      Omgang med Saadanne; saaledes fortælles der, at han om Aftenen


      samlede Karle og Piger ved sit Sygeleje i Farvergade, lod dem


      snakke og more sig, ogsaa med Dans og Punch, medens han iagttog


      deres Tænke- og Udtryksmaade. Disse Studier førte ham da


      ogsaa til at skrive en Afhandling om «Pebersvende» og senere at


      dramatisere den som Holbergsk Komedie; han vilde paa én Gang


      virke som «Patriot» til Samfundets Forbedring, i dette Tilfælde imod den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af


      jævne Folks Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om,


      at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans Stil


      og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet


      og Menneskenaturen; men for Litteraturen ere de i øvrigt


      uden synderligt Værd.



      Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans


      Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i Lidenskaben og


      hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende


      tilbage til det Samfund, som han havde trodset, – alle disse


      fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk


      Digter af højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende


      sad inde med, havde første Gang vist sig, da han skulde skrive en


      Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i


      faa og simple Ord at give et rørende Udtryk for de Følelser, som


      havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev


      denne «Solo» («Hold, Taare, op at trille»), der til hans egen


      Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles Læber. Senere


      havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i «Adam og


      Eva» og flere samtidige Kantater; men det var dog først nu, under


      de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede


      sin Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere


      Digtene «Pønitenten» og «Hvo kan opholde Ormens Liv»; noget


      senere bearbejdede han Syngestykket «Philemon og Baucis», og ud


      paa Efteraaret offentliggjorde han: «Da jeg var syg». Samtidig


      begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange,


      der til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens


      andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru Thonning.


      Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell («Haab og


      Erindring») og til hans Moder («Nyaarsønske») samt «Nattetanker».



      Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under


      mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771 kom til at


      bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han


      ikke blot havde det godt med Hensyn til sine ydre Fornødenheder,


      men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne


      Venner kom jævnlig til ham, og han fik en ny og trofast Ven i


      Moderens Sognepræst, J. C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem.


      Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette


      Vaner og uværdige Forvildelser, uden at det dog endnu kunde


      lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser, saa snart han havde Penge, og Sygdom tillod ham at færdes ude.


      Deraf fulgte da atter bitter Fortrydelse og jævnlige Rivninger med


      hans Moder og de Folk, han boede hos. – Fra Opholdet i


      Vingaardsstræde hidrøre ikke blot de nævnte lyriske Digte, men ogsaa


      de Lystspil, E. har skrevet, det bekjendte Lejlighedsstykke «De


      brutale Klappere» (som han skrev i 36 Timer paa et Spækkebræt


      i Sengen), det prosaiske «Pebersvendene» og det versificerede


      «Harlekin Patriot». I dette sidste søgte han fra et overlegent


      Standpunkt at give en satirisk Fremstilling af det store Røre, som


      var fremkaldt af den Struenseeske Regering og den patriotiske


      Reaktion imod den; og skjønt det ikke lykkedes ham at give dette


      Billed den umiddelbare komiske Kraft, som Holberg og Wessel


      raadede over, er dette Lystspil dog ikke blot et mærkeligt


      Tidsbilled, men ogsaa et Bevis paa Digterens Aandsfrihed og sunde


      Blik midt i hans Lidelser og Kampe.



      I Foraaret 1773 flyttedes E. ud paa Landet, dels vel for sit


      Helbreds Skyld, dels for at fjaernes fra Hovedstadens Fristelser.


      Han kom til at bo i Rungsted hos den kongelige Fiskemester Oluf


      Jacobsen i Rungsted Kro, det nuværende Rungstedlund, en større


      Landejendom med Krohold, Ølbryggeri, Brænderi og Postexpedition;


      Stedets store og smukke Have strakte sig langs Strandvejen til og


      med den saakaldte «Ewalds Høj», en Udsigtsbakke med Lysthus, som


      blev Digterens Yndlingsplads. Som det synes, var Konen i Huset


      en gammel Bekjendt af E. og hans Moder, rimeligvis fra deres


      Landophold i denne Egn i hans Barndom. Det var et dannet


      Hjem og kjærlige Mennesker, og der var i alle Maader sørget for,


      at han her kunde befinde sig vel, arbejde paa sine litterære


      Foretagender og vænne sig til et regelmæssigt Liv. Opholdet i Rungsted


      (til Efteraaret 1775) var da ogsaa den lykkeligste Periode i


      hans Digterliv.



      Hans lyriske Digte fik her en Tilsætning af Naturskildring,


      der giver dem en endnu fyldigere Baggrund i Tankernes og Stemningernes


      Slægtskab med Omgivelsernes Skjønhed eller Vemod.


      Saaledes især i den berømte Ode «Rungsteds Lyksaligheder» og i


      Digtet til Datteren i Huset: «Solen flygter –», saa vel som i de


      ypperlige Brudstykker «Vinteren» og «Aftenen» («Ned fra Finlands


      nøgne Skjær», «Skjul din Straale, skaan mit Hjærte», «Indsvøbt i


      al sin Skræk»). Af størst Betydning blev dog det Digterværk, som


      fremstod i de to Somre her i Rungsted, Syngestykket «Balders


      Død». Det var fremkaldt af Theaterstyrelsen, og den bekjendte Skjønaand Konferensraad A. G. Carstens deltog i dets endelige


      Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje Smagsdommere,


      hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv


      saaledes, som det kom til at foreligge trykt, blev det det første


      følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at


      gjenføde Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder.


      Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra «Rolf Krage» og


      valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste


      Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling sammenknyttet


      med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig


      nordiske Myther, om Loke og Valkyrjerne, vare førte frem med


      en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden


      Overdrivelse sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske


      Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s «Balder».



      Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til


      det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det første var


      et paatænkt Ugeblad, «De fremmede», i hvilket han i Romanform


      vilde nedlægge sine psykologiske Studier; det kom ikke ud i hans


      Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle


      Tilfælde til, at man deraf kan lære hans egen Synsmaade at kjende.


      Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han


      er vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele


      og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk spændt, fuld


      af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært


      ham det. Med langt større Fornøjelse læser man derfor hans egne


      Erindringer, hans saakaldte «Levned og Meninger», som han ogsaa


      begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev


      om sin Flugt til Tyskland, om «Højen», om sin Svaghed for «Vinen»


      og om Arense, – disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen,


      men gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen


      Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere Tider alene at


      have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker


      tilsammen.



      Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og


      dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med mindre


      Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn,


      men nu faldt han paa den Tanke at ville gifte sig, og det, som


      hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte


      til pinlige Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet


      andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres til et nyt Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa


      Krogerup, Herman Lemn. Det varede en Stund, inden han her


      kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan


      at ville gifte sig og sætte Bo, og Schønheyder maatte ty til de


      haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne


      fortvivlede Tanke. «Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,» skriver


      han, «saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme Maade,


      nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og


      Drømmerier – og Deres Hjærte mere bittert og stormende mod


      alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed,


      Deres Stolthed og Deres Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig


      Drukkenskab!» Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb


      og for en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede


      Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig Ende paa


      denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men


      han selv fattigere paa Venner, uden Arbejdslyst og Arbejdsevne.


      Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet


      til Herskabet paa Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og


      hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde


      undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker


      hos Enkedronningen og kom jævnlig fra Fredensborg til


      Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var


      Gjenstand for hans levende Beundring og nu ogsaa snart vandt


      hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold


      til Hoffet; han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg,


      skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og


      Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne.


      Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra denne Tid, saaledes


      det betalte Bryllupsdigt: «Dæmp Harpens Klang!», «Ode til Sjælen»


      og den prægtige Sang «Til min Moltke»: «Sværdets Hvinen og


      Skraldet af Skjolde».



      I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden;


      han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke, senere


      Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han


      nød her den kjærligste Pleje, og da der nu tillige synes at være


      faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar,


      som han tilbragte i hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning


      paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid


      vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet


      til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen med ham i Kjøbenhavn, saaledes Digteren P. M. Trøjel, den senere Landsdommer


      Rogert, som komponerede Melodien til «Kong Christian»,


      Theologerne Bast og Milling o. fl. Fra en noget senere Tid skrev sig


      Venskabet med Kapitajn Abrahamson, den bekjendte patriotiske


      Digter og Forfatter, A. G. Carstens, Schønheyder, Etatsraad Jacobi,


      Medlem af Theaterbestyrelsen, og Fr. Moltke. Hertil kom nu de


      yngre, der havde dannet et «dansk Litteraturselskab», og for hvem


      E, var den enestaaende danske Digter, især i Modsætning til det


      «norske Selskab»: Fr. Münter, Ove Malling, K. L. Rahbek,


      Fr. Sneedorf o. a. E. blev nu Gjenstand for en Hyldest, som man ikke


      tidligere havde kjendt over for litterære Berømtheder. Ved


      Opførelsen af «Balders Død», først i en privat Kreds, senere paa


      Skuepladsen (1778), hilsedes han med Jubel; alt, hvad der kom fra


      hans Haand, modtoges med den største Anerkjendelse, og hans


      Venner taalte ingen Kritik mod ham, medens de søgte at efterligne


      hans Digtning. Under disse gunstige Forhold og venlig opmuntret


      af Theaterbestyrelsen fremkom hans sidste Digterværk, Syngespillet


      «Fiskerne» (1778). Som dramatisk Arbejde er dette ligesom de


      tidligere Stykker svagt, men dets Lyrik er af uforgængeligt Værd i


      sin Skildring af Havet og Menneskets Kamp med og paa det; her


      skal kun mindes om Arien: «Liden Gunver vandrer som helst i


      Kvæld», Terzetten: «Trodsige og vilde brøle Bølgerne», Koret:


      «Havets mægtige Betvinger» og vor senere Nationalsang: «Kong


      Christian stod ved højen Mast». Efter Tilendebringelsen af dette


      Syngespil, der opførtes med stort Bifald, fremkom der kun lidet


      fra E.s Haand, om han end udkastede forskjellige Planer. Han fik


      endnu skrevet en Fortsættelse af Erindringerne, suppleret med


      Fortaler dels til sine samlede Skrifter, dels til enkelte af de vigtigste


      af dem, et enkelt lyrisk Digt («Til min Moltke»: «Tro mig, Damon,


      vor Sjæl har sit bestemte Maal!») og et mærkeligt Brudstykke: «Om


      Almuens Oplysning», der viser, med hvor stor Kjærlighed han


      omfattede denne Sag og forstod dens Betydning. – En omhyggelig


      Udgave af E.s samlede Skrifter i 8 Dele er besørget af F. L.


      Liebenberg 1850-55.



      Hans Helbred var meget omskifteligt, skjønt han stadig led;


      snart syntes Kræfterne at svinde bort, snart fattede han selv, somme


      Tider ogsaa hans Venner, Haab om en fuldstændig Helbredelse.


      Hans Kaar vare forholdsvis gode; han kunde ikke blot komme ud


      af det uden fremmed Hjælp, som redebon blev tilbudt ham, men


      tilbragte endog et Par Somre paa Landet, i Gjentofte. Men det viste sig dog snart, at hans Livskraft var udtømt; han blev mere


      og mere hjælpeløs, Smerterne rasede uafbrudt i det ødelagte Legem,


      og han behøvede hele sin Sindsstyrke for at holde Modet oppe og


      møde sine Venner med et venligt Smil. I den Henseende viste


      han et Herredømme over sig selv, som var hans dristige Digterflugt


      og hans stort anlagte Personlighed værdigt. Omsider overvældedes


      han dog af Smerterne og sin stærke Aandenød, og han længtes


      efter at udfries fra sine Lidelser. Under den lange Dødskamp


      formede han sin Angest og Nød i det sidste Digt: «Udrust dig,


      Helt fra Golgatha!» Døden indtraf 17. Marts 1781. Hans


      Jordfæstelse paa Trinitatis Kirkegaard blev en enestaaende Hyldest for


      den fattige og frændeløse Mand; et Følge, hvis Lige man ikke


      mindedes at have set, fulgte ham ubuden til Jorden, og unge Piger


      strøede Foraarsblomster paa hans Grav.



      I vor Historie vil E. bestandig hævde sin Plads som den


      første store Digterpersonlighed, den første, som med Myndighed og


      Mesterskab brugte vort Sprog i Poesiens Tjeneste, og den første,


      som gjenfødte Nordens Heltealder i nyere Digtning.



      C. Molbech, Johs. Evalds Levnet, 1831.


      M. Hammerich, Ewalds Levnet, 1860.


      A. D. Jørgensen, Johs. Evald, 1888.



      A. D. Jørgensen.