ZIMMER, Gregers Hansen

1666 - 1720  (53 år)

• Navn	ZIMMER, Gregers Hansen
  Født	1 jul. 1666	Nykøbing Falster, Maribo
  Køn	Mand
  Død	27 jun. 1720	Nykøbing Falster, Maribo
  Person-ID	I49584	My Genealogy
  Sidst ændret	17 jan. 2020

  
  

  Familie	BRANDT, Anne Cathrine,   f. 1670, Nykøbing Falster, Maribo ,   d. 1699, Systofte, Maribo  (Alder 29 år)
  Gift	27 nov. 1692	Christiansborg Slotskirke, København
  Sidst ændret	17 jan. 2020
  Familie-ID	F15734	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

• Notater

  Gregers Zimmer blev til sit 12 år privat undervist i commerceråd Peder Kloumanns hus i København, og derefter i juli 1678 sat i Frue skole, hvor han gjorde så god fremgang, at faderen besluttede at holde ham til bogen, skønt kongen havde tilbudt ham, at han måtte rejse på faderens håndværk, og derefter at overtage dennes værksted. 1685 blev han dimmiteret af rektor, magister Peder Voss, og antog til privat-præceptor Dr. Villum Worm, der satte ham til hovmester for sine to sønner: Christen (siden Sjællands biskop) og Peder (død 1702 som kaptajn i Søetaten). 1687 tog han anden eksamen og baccelaur-graden, og året derpå teologisk eksamen. Skønt han nu fik tilbud på at blive adjungeret hr. Frands Brun i Gunslev med succession, foretrak han dog at gøre en udlandsrejse. Men inden han tiltrådte denne, blev der sendt ham kaldsbrev på Stenløse og Veksø, hvor han ligeledes skulle adjungeres og succedere magister Windekilde. Det blev ham dog tilladt at rejse, således at denne ansættelse skulle stå ham åben ved hans hjemkomst. Han opholdt sig da ved universiteterne i Lepzig, Jena og Wittenberg, besøgte tillige sin faders familie i Pforsheim, men på grund af de franskes angreb på Rhin-provinserne, blev han kaldet hjem i foråret 1690, og blev straks 28. maj magister. Han var fiskarius ved magisterpromotionen, til hvilken også sognepræsten hr. Frederik Brandt i Nykøbing Falster var indbuden. Ved denne lejlighed gjorde da Brandt den unge Zimmer det forslag, at han ville søge om succesion for ham til Nykøbings kald, hvilket Zimmer modtog, efter at han havde leveret sit kaldsbrev på Stenløse kald tilbage. Ansøgningen blev bevilliget og 10. sep. samme år blev han ordineret hertil af biskop Kingo. Ved magister Brandts død året efter blev han 25. april 1691 konfirmeret som sognepræst, i hvilket embede han døde 27. juni 1720. Magister Zimmer synes ikke at have været nogen nidkær præst, men særdeles myndig og prikken på sin ære, hvorfor han hverken kunne forliges med byens rektorer eller residerende kapellaner. Af den gejstlige retsprotokol erfares således, at han 1692 havde indgivet et indlæg i en sag, der verserede for bytinget imellem to af skolens hørere og hans svigerinde Ida Margrethe Brandt, hvem han forsvarede, og i dette hentydede han med bitterhed på, at rektor Højelses kone Agnete Portuan havde født et barn 7 måneder efter vielsen. Herover anlagde da Høielse sag imod magister Zimmer, og efter at dr. med. Bøhme i Nykøbing havde givet en attest for, foetus septimestris kan leve, måtte magister Zimmer gøre afbigt, tilbagekalde sine ytringer og betale sagens omkostninger. Et træk, der vidner både om stikkenhed, mangel på diskretion og pengegriskhed er dette. 1691 døde borgmester Jacob Madsen. Magister Zimmer skulle holde ligprædiken, men blev syg, og da han stod i et så spændt forhold til kapellanen, at han ikke ville anmode ham om hjælp, sendte han bud derom til sin svoger hr. Kisbye i Stadager. Denne lover at komme, men får forfald og anmoder da kapellan i Nykøbing, Hr. Rasch om at holde denne ligprædiken på sine vegne, hvilket hr. Rasch også gør. Salæret, 12 rdl, blev givet til hr. Rasch, men da han havde udført forretningen for hr. Kisbye, sendte han denne halvparten. Hr. Zimmer havde stor lyst til disse penge, og stævnede begge de andre for en provsteret, hvor sagen fik det besynderlige udfald, at magister Zimmer og hr. Kisbye delte de 12 rdl, medens h.r Rasch, der havde holdt ligprædikenen, intet fik. 1712 havde magister Zimmer fornærmet rektor magister Fischer ved nogle verbalinjurier. Der prøves på forlig, og magister Fischer erklærer, at når magister Zimmer vil bede ham om forladelse, da vil han af kristelig medlidenhed over magister Zimmers uforstandighed og vanartighed tilgive ham, imod at han for fremtiden styrer sin tunge og holder sig fra usømmelig bagtalelse. Denne erklæring krænkede magister Zimmer, der forlangte sagen for landemodet, hvortil virkelig stævning blev udtaget, men biskop Muus fik dog sagen forligt forinden. Kort før sin død, i efterårtet 1719, havde han endnu en sag for provsteretten mod sin kapellan magister Bødtker, fordi denne i Systofte kirke havde taget nogle kyrasserer til alters, der lå på Ladegaarden, som hørte til Nykøbing sogn. Af denne ubetydelige sag, hvori han også fører et meget myndigt ord, får han udspundet en injurieproces, der uden tvivl først faldt hen ved hans død. I samtlige sine indlæg, der er affattede i et højtravende og skvadronnerede sprog, viser han sig som en megen stridslysten mand af en lidet elskelig karakter, ligesom hans proces med hr. Poggense vidner om en herskesyge, forbundet med lunkenhed for hans embede. Ingen måtte således som hr. Poggense lide under sognepræsten magister Zimmers myndighed. Straks ved sin ankomst blev han modtaget som en uven. Hr Poggense blev nemlig i lang tid ved sygdom forhindret fra at tiltræde sit embede, som magister Zimmer da på hans regning havde ladet forette ved kapellanen hr. Hans Nimb i Toreby. Dels heraf, dels af disse to mænds store personlige forskellighed opstod et bittert fjendskab imellem dem, der ret fik luft i en provsteret. Anledning til denne gav foruden hin vægring det, at de ikke kunne enes om fordelingen af de kirkelige forretninger. Det smertede hr. Poggense, at han ofte måtte antage folk til alters, der var ganske uvidende i deres kristendom, hvilket naturligvis dengang, da der ingen konfirmationsundervisning gaves, næppe skoleundervisning, hyppig måtte finde sted. For at råde bod herpå, ville han da indføre en regelmæssig og flittig katekisation i kirken, men magister Zimmer forsikrede ham, at dette forsøg ville være forgæves, da han ofte selv havde gjort tillysning derom, men ingen var mødt. Da dog hr. Poggense drev sagen med ufortrødenhed, og denne syntes at få god fremgang, ægrede det magister Zimmer, der da aldeles forbød hr. Poggense at kattekisere i kirken, eftersom hans katekisationer, som han foregav, vare latterlige, og lod dem besørge ved kantoren Bødtker eller af en af hørerne, ja endog af latinskolens disciple, indtil han lidt efter lidt fik dem til at høre op. Så begynder hr. Poggense at katisere i skriftestolen, og det skete nogle gange, at han viste skriftebørnene fra, fordi han ikke fandt dem modne til at modtage sakramentet. Denne nidkærhed måtte naturligvis forarge magister Zimmer, som sagde, at han selv kunne skrifte 5 i samme tid, som hr. Poggense brugte til at skrifte 1. Ja magister Zimmer beviste i provsteretten, at hr. Poggense engang havde brugt 5 timer til at skrifte 45 kommunikanter, hvorfor magister Zimmer aldeles forbyder ham at udspørge skriftebørnene. Da bekendtgjorde hr. Poggense, at han tog skriftebørn til undervisning hjemme i sit hus. Det gik en tid, men snart forbød magister Zimmer ham også dette, fordi slige husforsamlinger vare suspekte og lovstridige. I provsteretten fandt nu hr. Poggense magister Zimmer uberettiget til alle disse forbud, da han ved sin præstevielse var forbunden til at lære publice et privatim. Under proceduren lagdes det endvidere hr. Poggense til last, at han under magister Zimmers sygdom havde været uvillig til at forrette sognepræstens Partes, men skønt dette tildels var så, skønnes dog grunden let at ligge i den pikante stemning, de nærede mod hinanden. H.r Poggense ville nemlig ikke gøre det, medmindre magister Zimmer ville bede ham derom, men dertil var denne for stolt. De var desuden aldrig blevne enige om, hvorledes deres embedsgerninger skulle fordeles mellem dem, og disse var dengang ikke få, da der om helligdagene skulle holdes både froprædiken, højmesse og aftensang, samt desuden onsdagsprædiken både i Nykøbing og Systofte. Latinskolens hørere skulle rigtignok være dem behjælpelige, men broderparten hvilede dog på præsterne. Ved retten, for hvilken en stor mængde vidner blev førte, næsten alle for at give forklaringer om hr. Poggenses katekisationer, undslap hr. Poggense de ord til magister Zimmer: Det er løgn, hvad I der siger, foranlediget ved, at denne havde kaldt ham en ordgyder. Dette lagde et vægtigt lod i dommen, der faldt ud til stor honnør og fornøjelse for magister Zimmer. Hr. Poggense blev nemlig suspenderet, og sagen indstillet til landemodet. For sin lange udeblivelse fra embedet måtte han betale mulkt, skønt sygdom var årsagen, og oven i købet gøre hr. Hans Nimb fuld fyldest. Han måtte entholde sig fra husforsamlinger og andre noviteter, være magister Zimmer som sin foresatte hørig, for løgneren bøde 3 lod sølv, samt betale magister Zimmers procesomkostninger med 40 rbd. Denne dom afsagdes 29. maj 1709, og ved en højere instans, ved landemodet eller højesteret, blev hr Poggense afsat i året 1710, men fik selv samme dag, som denne dom forkyndtes ham, af dronningen kaldsbrev på det store Strøby og Varpelev sognekald i Sjælland, i hvilket embede han døde i marts 1723. (Kilde: Slægtstavlen for familien Brandt fra Sønderborg på alsnissen.dk)